Du får ansvaret for en børnegruppe på op til fire børn, der er op til to år og ti måneder gammel. Som dagplejer er det din opgave at skabe et hjemligt miljø, hvor børnene kan udvikle sig socialt, sprogligt og motorisk.
Sådan bliver din arbejdsdag
Du kan forvente, at din arbejdsdag går med:
Du tager imod børnene
?
?
Frokost
?
?
Forældrene henter børnene
Ja, det gør dig måske ikke så meget klogere på, hvad du skal lave i løbet af en dag. Men som dagplejer møder du ingen faste skemaer eller tidsplaner. Om I bager boller, er taget på sneglejagt, eller I gjalder 'rimmerum, rimmerum', netop som viserne på uret rammer 9.53, det er helt op til dig.
Det er nemlig dit ansvar at planlægge en dag, der er tryg og udviklende for de små poder i din børnegruppe.
Deltag i legestue
Et par gange om måneden mødes du med to til fire andre dagplejere til legestue med jeres børnegrupper. Legestuen bidrager til, at børn og gæstedagplejere lærer hinanden at kende, så gæstedagplejen bliver et mere trygt og genkendeligt miljø. Det er også med til at udvikle børnenes sociale færdigheder og forbereder dem på de større børnefællesskaber i børnehaven.
Gæstedagpleje
Holder du fri, eller er du syg, kommer børnene i gæstedagpleje hos en af de øvrige dagplejere i kommunen.
Du vil derfor også selv kunne opleve at få et ekstra barn, der er i gæstedagpleje hos dig. Det kan både være enkelte dage eller i en periode.