Bliv pædagogisk assistent – en uddannelse med mening og muligheder

Som pædagogisk assistent bliver du klædt på til at arbejde med mennesker – med praktisk erfaring og mulighed for at læse videre.

Drømmer du om at gøre en forskel? Bliv pædagogisk assistent!

Som pædagogisk assistent arbejder du med børn, unge og voksne. Du støtter og udvikler mennesker i deres hverdag og er med til at skabe trygge rammer. Er du klar til at tage ansvar, vise omsorg og være en vigtig del af fællesskabet? Så er pædagogisk assistentuddannelsen måske noget for dig.

En erhvervsuddannelse med praktik, løn og mulighed for EUX

Pædagogisk assistent er en erhvervsuddannelse, hvor du kombinerer teori og praksis. Uddannelsen veksler mellem skole og oplæringsforløb, hvor du arbejder i en kommune. Her får du mulighed for at afprøve dine færdigheder i praksis og blive en vigtig del af et fagligt fællesskab.
Oplæringen for pædagogiske assistentelever består af to oplæringsforløb.

Det første oplæringsforløb foregår inden for normalområdet for børn i alderen 0-12 år, hvor du kan være i praktik på en dag- eller døgninstitution, i dagpleje, på skoleområdet eller andre pædagogiske tilbud.

Det andet oplæringsforløb finder sted inden for vokseområdet, for eksempel på en specialinstitution, et bosted eller lignende.

Inden det første oplæringsforløb starter, og mellem de to oplæringsforløb, er du på skole, hvor du bliver fagligt klædt på til oplæringen.

Som elev bliver du ansat af Middelfart Kommune og modtager løn under hele uddannelsen. Du kan også vælge uddannelsen som en EUX, det betyder, at du samtidig med erhvervsuddannelsen også får en studentereksamen, der åbner dørene til videregående uddannelser.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om pædagogisk assistentuddannelsen, så send en mail eller ring til PA-koordinator Pernille Husum
pernille.husum@middelfart.dk
Telefon: 2153 4509